Af- og sporstikning i forskellige materialer
Af- og sporstikning af aluminium og ikke-jernholdige materialer
Ikke-jernholdige metaller er blødere metaller, som f.eks. aluminium, kobber, messing osv. Aluminium med et indhold af silicium (Si) på 13 % er meget abrasivt. Der kan forventes generelt høje skærehastigheder og lang værktøjslevetid for skær med skarpe kanter.
For at opnå disse skarpe kanter som på geometrien -RO skal skærkantlinjen normalt slibes, og hårdmetallet skal være ubelagt eller have en tynd belægning.
Det anbefales at anvende et skær med PCD-spids (dvs. polykrystallinsk diamant) til komponenter, hvor der stilles krav om en ekstremt høj overfladekvalitet. Det gør det muligt at bruge høje skæredata og giver lang værktøjslevetid.
Af- og sporstikning af varmebestandige superlegeringer (HRSA)
HRSA kan opdeles i tre grupper: nikkelbaserede, jernbaserede og koboltbaserede legeringer. De fysiske egenskaber og bearbejdningsadfærden for hver gruppe varierer betragteligt. Om metallet er udglødet eller modnet påvirker de efterfølgende behandlingsegenskaber, fordi hårdheden varierer fra 150 til 440 HB.
Bearbejdeligheden for HRSA er generelt dårlig sammenlignet med både almindeligt stål og rustfrit stål. De foretrukne skærgeometrier til HRSA-materialer er -GF og -TF. Et keramisk skær vil forbedre produktiviteten markant ved højere skærehastigheder.
Af- og sporstikning af titanlegeringer
Titanlegeringer bearbejdes normalt i udglødet eller opløsningsbehandlet og modnet tilstand, hvor hårdheden kan variere mellem 250-440 HB.
Bearbejdeligheden er dårlig sammenlignet med både almindelig stål og rustfrit stål, og det stiller særlige krav til skærende værktøjer.
Vi anbefaler at bruge skær med skarp -GF skærkantgeometri i en ubelagt kvalitet.
For at opnå spånbrydning i langspånede materialer som f.eks. titanlegeringer og for at forlænge værktøjslevetiden anbefaler vi at anvende/installere et højtryks-kølevæske anlæg i maskinen.
Bearbejdning af hærdede komponenter
Moderne produktionsteknologi stiller stadig større krav til komponenter, der skal fremstilles i én opspænding. Det skaber behov for bearbejdning af hærdede komponenter. Skærmaterialer som f.eks. CBN (kubisk bornitrid) fungerer som produktivitetsbooster, når der drejes i stedet for at slibe. Både hærdede og induktionshærdede komponenter med en hårdhed mellem 50 og 65 HRC kan bearbejdes.
Vi anbefaler at bruge skær med -S geometrier til sporstikning og -RE til profildrejning. Til mindre huller anbefales det at bruge sporstikningsskær med CBN-spids. De egner sig til både kontinuerlig og afbrudt spån og er designet til at opnå en god overfladekvalitet og overholde snævre tolerancer.
Emnematerialegrupper
I den spåntagende industri anvendes der mange forskellige komponentdesign og materialetyper. Hvert materiale har sine egne, unikke egenskaber, der påvirkes af legeringselementerne, varmebehandling, hårdhed osv. Det påvirker i høj grad valget af geometri, kvalitet og skæredata for det skærende værktøj. Derfor er emnematerialer blevet opdelt i 6 store grupper i overensstemmelse med ISO-standarden, og hver enkelt gruppe har unikke egenskaber med hensyn til bearbejdelighed.
ISO P – Stål er den største materialegruppe inden for spåntagende bearbejdning. Dette materiale varierer fra ulegeret til højtlegeret og omfatter også stålstøbegods. Bearbejdeligheden er normalt god, men varierer meget afhængigt af materialehårdhed, kulstofindhold osv.
ISO M – Rustfrit stål er materialer, der er legeret med min. 10,5 % krom. Andre legeringselementer som nikkel og molybdæn kan også være tilføjet. Forskellige forhold som f.eks. ferritisk, martensitisk, austenitisk og austenitisk-ferritisk (duplex) gør dette til en stor legeringsgruppe. Fælles for disse typer legeringer er, at de udsætter skærkanterne for meget varme, stråleslid og løsægsdannelse.
ISO K – Støbejern er, i modsætning til stål, en kortspånet materialetype. Gråt støbejern (GCI) og aducérgods (MCI) er ret let at bearbejde, mens nodulært støbejern (NCI), kompakt støbejern (CGI) og udglødet støbejern (ADI) er vanskeligere. Alle typer støbejern indeholder siliciumkarbid (SiC), som er meget abrasivt mod skærkanten.
ISO N – Ikke-jernholdige metaller er blødere metaller, som f.eks. aluminium, kobber, messing osv. Aluminium med et indhold af silicium (Si) på 13 % er meget abrasivt. Der kan forventes generelt høje skærehastigheder og lang værktøjslevetid for denne gruppe ved brug af skær med skarpe kanter.
ISO S – Varmebestandige superlegeringer omfatter flere højtlegerede jern-, nikkel-, kobolt- og titanbaserede materialer. De er klæbende, giver løsægdannelse, er deformationshærdende og genererer varme. Dvs. at de meget ligner ISO M-materialerne, men er meget vanskeligere at bearbejde og reducerer værktøjslevetiden.
ISO H – Denne gruppe omfatter stål med en hårdhed mellem 45-65 HRc og også kokillestøbt støbejern omkring 400-600 HB. Disse materialers hårdhed gør dem alle vanskelige at bearbejde. Materialerne genererer varme under bearbejdningen og er meget abrasive mod skærkanterne.
Sådan drejer du i forskellige materialer
Drejning i stål Stål kan kategoriseres som ulegeret, lavt legeret og højt legeret,... chevron_right
Keramiske pindfræsere er med til at optimere bearbejdningen af flydele
Det stigende antal komponenter fremstillet af nikkelbaserede legeringer inden for... chevron_right
Keramik kan klare varmen
Udfordring: Hvad skal man gøre, hvis hårdmetalværktøjerne ikke er det rette til HRSA-bearbejdning? Løsning:... chevron_right
Bearbejdning af lette komponenter i aluminium og en fremtid med genanvendelse
Bil- og flyproducenter står over for en stor forandring. Ny miljølovgivning og forventninger... chevron_right
